Om mmoks

Vores koncept tager udgangspunkt i den grundlæggende opfattelse, at ambitiøs og udfordrende gastronomi ikke hænger uløseligt sammen med snobberi og højpandede attituder. I vores univers skal et restaurantbesøg frem for alt være en afslappet, tilbagelænet og sjov pause i hverdagen.

Derfor har vi grebet fat i forestillingen om den klassiske restaurantoplevelse, plukket den fra hinanden, hakket den i irregulære stykker og bygget den op på ny. Resultatet er et uformelt, men ambitiøst og kvalitetsbevidst spisested, hvor du som gæst bliver udfordret på dine forventninger til, hvad det vil sige at gå på restaurant, og hvor ingen traditioner er for hellige til at blive taget op til diskussion.

Madfilosofien på mmoks afspejler vores personlighed snarere end kokkebogens forskrifter og ligger på ingen måde under for dogmer. Vi er altid på jagt efter nye inspirationskilder og benytter gerne råvarer fra hele verden, om end vi først og fremmest leder efter lækkerier hos lokale, fynske leverandører. Som grundprincip spiller sæsonens råvarer hovedrollen i vores retter, der er kendetegnet ved et simpelt og rent udtryk. Derudover er der ingen regler, og vi leger gerne med utraditionelle udskæringer og udfordrende sammensætninger.

Med mmoks har vi skabt en restaurant, hvor du kan nyde et ambitiøst og spændende måltid mad i afslappede og uformelle omgivelser.

Tilmeld dig mmoks' nyhedsmail

Loading